Kønsløse hunde – det rigtige for hunden eller det mest bekvemme for ejeren?

På Damefrokosten ønsker alle vi alle et godt nytår. Vi skyder det nye år i gang med et mindre diskuteret emne, men som stadig har en snert af kønsdebat i sig – nemlig debatten om kastration og sterilisation af hunde. Velkommen til endnu et år på Damefrokosten.com!

Af Lea Stentoft, redaktrice Damefrokosten.com

Hvornår skal din hunhund steriliseres”? Dette meget ledende spørgsmål bliver jeg ofte stillet af andre hundeejere, når jeg lufter min hund i parken. Som om dét at sterilisere eller kastrere sin hund er den mest naturlige ting i verden på linje med at lade hunden vaccinere. Selvom det burde være sidste udvej.

Det lader nemlig til, at mange hundeejere finder det at sterilisere eller kastere hunden som norm snarere end undtagelse. Endnu værre er det, at indgrebet ofte sker ud fra egoistiske ejerbehov snarere end hundens tarv. For eksempel at man undgår at hunhunden bløder på gulvtæppet, når den en gang hvert halve år eller sjældnere kommer i løbetid.

Tendensen til at hundeejere, uden den store omtanke, lader deres hund kastrere eller sterilisere finder jeg meget problematisk. For er det i orden, uden videre at fratage dyrets dets kønsdrift, fordi det nu er det mest bekvemmelige set fra ejerens synspunkt?

Flere anbefaler eller begrunder kastration eller sterilisation af helbredsmæssige årsager. For eksempel at det forebygger alvorlige sygdomme som testikelkræft eksempelvis. Det kan naturligvis være en valid årsag, men her skal man alligvel huske at holde fordele og ulemper op imod hinanden.

Der hvor kæden for alvor hopper af er, når ejeren udelukkende begrunder en kastration ved adfærdsvanskeligheder, især når disse ikke er forsøgt afhjulpet på anden vis. Ifølge Professor Peter Sandøe kan det ikke dokumenteres, at kastrerede hanhunde skulle være minde agressive. Han skriver blandt andet i WA, at de eneste positive, dokumenterede effekter ved kastration er, at hanhunden vil strejfe mindre og i mindre grad strinte for at markere dets territorium.

Men det er ”problemer”, der også kan afhjælpes på andre måder – for eksempel ved at gå flere ture med hunden og intensivere træningen, hvilket er langt bedre for hunden end automatisk at fjerne dens kønsdrift. I de lidt mere komplicerede tilfælde kan en adfærdsterapeut være en overvejelse værd.

 

Dertil hører, at hanhunde også risikerer at udvikle adfærdsproblemer ved bogstaveligt talt at få klippet bollerne af. Den testosteron, som opretholder hanhundens selvsikkerhed, forsvinder ved kastration (den stopper med at producere testosteron 4-8 uger efter operationen). Det kan gøre hanhunden mere usikker og derfor i nogle tilfælde mere aggressiv overfor andre hunde.

Og fordi hanhundens lugt også ændrer sig ved kastration, betyder det, andre hunde (især hanhunde) kan ændre sin adfærd overfor den kastrede hund, som altid blive placeret lavest i hierarkiet overfor andre ikke-kastrerede hanhunde eller for den sags skyld ikke-steriliserede hunhunde. En effekt heraf er, at disse hunde til alle tider vil dominere den kønsløse hund. For eksempel har min egen tæve det meget svært med kastrerede hanhunde, fordi hun ikke rigtig kan finde ud af, hvilket køn den er. Er den en hanhund eller en hunhund?

For tævernes vedkommende er der ifølge Sandøe samlet set positive sundhedsmæssige effekter af at blive steriliseret. Men disse skal dog opvejes i forhold til, at der er tale om en forholdsvis stor operation, som kan føre komplikationer med sig. Fx problemer med at holde på vandet og en forøget risiko for fedme og de dertilhørende negative sundhedsmæssige effekter overvægt fører med sig.

Men det er ikke kun hos hundens ejer, at ansvaret for beslutningen om hundens kønsdrift kan placeres. Når hundeejeren retter henvendelse til en dyrlæge angående sterilisation eller kastration, bør denne dyrlæge påtage sig et både etisk og fagligt ansvar. Ofte bunder ejerens hovedsløse beslutning i en blanding af uvidenhed og egoistiske behov. Og her spiller dyrlægen en afgørende rolle for at sikre, at ejeren træffer beslutningen på et veloplyst grundlag. Inden indgrebet foretages, bør dyrlægen derfor som minimum vejlede og rådgive hundeejeren. Både om de mulige negative konsekvenser, men også om andre løsninger enten er forsøgt eller bør forsøges, før et indgreb kommer på tale. Alt sammen af hensyn til hunden, og hverken fordi det er bekvemt for ejeren eller profitabelt for dyrlægen.

Desværre er dette ikke ’standard procedure’ på dyrlægeklinikken. I hvert fald ikke ifølge professor Sandøe, der mener, at mange dyrlæger åbenlyst reklamerer for, at man skal få sin hund kastreret eller steriliseret. Reklamen er dog ikke produceret af dyrlægen selv, men af de foderfirmaer, der samtidig reklamerer for et foder særligt udviklet til steriliserede eller kastrerede hunde. Hvis Sandøe virkelig har ret i sin påstand om, at dyrlæger lader økonomiske interesser overstige faglige og etiske hensyn, når det gælder sterilisation eller kastration af hunde, så er det et problem, der kræver større bevågenhed.

Værd er også at nævne, at har du besluttet at kastrere din hund, er det muligt først at kastrere sin hund kemisk. Dette gøres ved et enkelt stik i nakken hos dyrlægen med et middel, der hedder Suprelorin. Suprelorin nedsætter produktionen af det mandlige kønshormon testosteron i op til 6 måneder. På den måde kan du som ejer se hvilken effekt kastrationen har på din hund, inden du vælger at foretage kastrationen ved operation.

 

Jeg siger ikke, at man aldrig skal kastrere eller sterilisere sin hund, for det kan i nogle tilfælde absolut være den rigtige løsningen. Men at rutinemæssig sterilisation eller kastration er normen snarere end undtagelsen, finder jeg alarmerende. Vi skal ikke tankeløst ændre på vores kæledyr, for på egoistisk vis at tilpasse dem vores behov og levevis. Når det kommer til beslutningen om at fjerne hundens kønsdrift, må og skal egoistiske ejerbehov tilsidesættes til fordel for ansvarlighed og omtanke og med hundens tarv som omdrejningspunkt. Den lette løsning er langt fra altid den bedste løsning, og derfor bør kastration eller sterilisation være sidste udvej. 

Tags: , , , , ,

3 Responses to Kønsløse hunde – det rigtige for hunden eller det mest bekvemme for ejeren?

  1. Pia Andersen on 9. januar 2012 at 18:29

    Jeg tror det er en smule farligt at gøre særligt dyrlægerne til skurke og kapital-slaver lige i denne sammenhæng…så vidt jeg ved fra en bekendt der er dyrlæge, er begrundelsen for rutinemæssig sterilisation/kastration oftest at begrænse antallet af uønskede kæledyr der bliver sat i verden, som dyrlægen efterfølgende må aflive eller henvise til et internat. Og så er spørgsmålet så hvad der er mest etisk ansvarligt; at skabe “kønsløse” dyr, eller uønskede killinger/hvalpe som er sat i verden uden omtanke, og som må aflives, afleveres på i forvejen hårdt pressede internater, eller dumpes et eller andet sted fordi ejerne ikke kan komme af med dem?

  2. Thomas Haugaard Jensen on 9. januar 2012 at 19:10

    Hvis man endelig skal forholde sig etisk og moralsk til spørgsmålet kunne man måske starte med at spørge om det er etisk i orden at tage et flok dyr som en hund, fjerne den fra flok og naturlige omgivelser aloene for at have et kæledyr.

    Jeg har to Hunhunde, den ene avles der på den anden kommer ikke i avl grundet bidfejl til gengæld bliver den steriliseret. Den bliver det af tre grunde 1. Jeg træner på konkurrence plan med hunden og det kan den ikke deltage i når den er i løbetid. 2 De mest almindelige kræftformer hos hunhunde er netop knyttet til mælkekirtler, livmoder og æggestokke.
    3. Jeg sikrer mig mod uønsket drægtighed og en hund der er lettere skør når den er i løbetid.

    Jeg er ganske enig i at manglende adfærdstræning ikke skal erstattes af kastraktion men med en fortid som opdrætter at flere Rottweilere så ved jeg at kastraktion absolut har en effekt hos Hanhunde i deres adfærd.

    Der er bare en verden til forskel på om det er en Dansk-Svensk hanhund eller en Rottweiler han der har for meget testosteron og derfor vil man også hos forskellige racer se forskellig effekt.

    Hvis du går til dyrlægen vil denne anbefale dyrlægens foder som det bedste, dyrlægens halsbånd, dyrlægens børster osv osv osv

    Med andre ord de driver en forretning på lige fod med andre håndværkere, jeg forstår ikke overraskelsen og forargelsen over at de foreslår den løsning der er mest favorabel for dem selv så længe det ikke er til skade for hunden.

    Ps hvis man venter med at sterilisere hunhunden til efter anden løbetid er det min erfaring at man ikke får problemer med sjat tisseri.

    Men til alle dem med adfærdsproblemer, jeres hund keder sig sandsynligvis, køb en til det er faktisk lettere end at have en og udbyttet af at have hund væsentligt større og hunden lærer at den er en hund og ikke et minimenneske.

    Derudover træn den, find på opgaver hvor den skal bruge hovedet til at få godbiden, der er så meget fokus på at motionere hunden fysisk men efter min mening er det faktisk vigtigere at få motioneret den mentalt hvis man vil have en sund og velfungerende hund endelig så giv den mulighed for fra en tidlig alder at være sammen med så mange artsfæller som muligt så den aldrig bliver i tvivl om hvad den er.

  3. Larsen on 18. januar 2012 at 18:51

    Vi kan udmærket sterilisere også kvinder og mænd, her i landet (der er langt rigeligt med mennesker i verden) “Hyggen” har vi stadig, og så slipper vi for fattig-Carina, hendes fattige børn, fattig-studerende-Sofia, og de øvrige fattige millioner af kvinder i landet

    Afskaf fattigdom – steriliser kvinder og mænd.

    Vil du, som mand, absolut have egne biologiske børn (og det er jo, på ingen måde garanti i Danmark – op til 70% af kvinder er utro og op til 33% af “fædre” er ikke biologiske fædre) så rejs ud, find en rigtig kvinde (Feminin) og udfør din biologiske mission.
    Bring din kvinde og jeres børn til Danmark; her har vi lyserøde legoklodser, frit og gratis hospital og lægehjælp, offentlige ydelser (lidt endnu) Og når børnene er vokset lidt op, så tag de offentlige ydelser med jer, til et ordentlig og frit land.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Hvem står bag Damefrokosten.com?

Det korte svar er Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bund -gaard. Det lange får du under fanebladet "Opskriften".

Annonce

Få nye indlæg på e-mail

Få Damernes nyhedsbrev serveret




* = Obligatorisk felt