For meget krop og for lidt ånd

Temaet om homo- og transseksuelle fortsætter denne weekend, hvor sognepræst og journalist, Sørine Gotfredsen, debatterer nutidens fokus på krop og seksualitet.

Af Sørine Gotfredsen

Forholdet mellem krop og ånd har alle dage været et stort tema. Der findes jo nemlig en grundlæggende modsætning mellem på den ene side at være forsynet med dette ubegribelige sjæleliv, der kan fare i alle tænkelige retninger. Og på den anden side legemet, der er dømt til blot at blive på jorden. Vi kan hoppe og danse så meget, vi vil, men flyve kan vi ikke ved egen kraft, men må blot affinde os med at være bundet til stedet i dette fysiske fangenskab, som en krop jo på sin vis er. Vi beskæftiger os i dag rigtig meget med kroppen og seksualiteten, og der er sket en hel del, siden apostlen Paulus formanede sine menigheder så vidt muligt at nedtone kroppens betydning. Fordi et liv i seksuel afholdenhed og ren åndelighed i hans øjne var at foretrække. Man kan roligt sige, at Paulus er blevet sat på plads af nutidens mentalitet, ifølge hvilken det bestemt ikke er upopulært at beskæftige sig med krop og sex. Faktisk gør vi det så meget, at man kan diskutere, hvad det mon gør ved os konstant på den måde at kredse om det kropslige. I opfattelsen af det, fremstillingen af det og i kampen for at blive accepteret for lige nøjagtig den, man er. Samt ikke mindst i forargelse over at nogen ser helt anderledes på det seksuelle, end man selv gør. Vi lever i en verden, der er så fikseret på krop og sex, at Paulus utvivlsomt ville mene, at vi i denne tid udgør billedet på et slags menneskeligt fordærv.

Fordærv er et stort ord, men lad os alligevel overveje konsekvenserne af i så udtalt grad at omgive sig med fokusering på det seksuelle. Ikke kun i form af den kropsfikserede reklameverden, der over hele kloden udstiller mennesket som et rent fysisk objekt, der skal vække følelser i andre. Men også i kraft af den massive præsentation af seksuel identitet, som præger samfundet og debatten. Den seksuelle minoritet – hvad enten det drejser sig om homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle eller noget fjerde – er blevet til et centralt anliggende i samtalen. For eksempel har spørgsmålet om de homoseksuelle vielser i folkekirken nu domineret så længe, at det næsten er blevet synonymt med selve diskussionen om en mulig adskillelse af kirke og stat. Lidt af en tragedie set i lyset af hvilket perifert tema vielsen teologisk og kirkeligt set rent faktisk er. Men vi oplever, hvordan fokuseringen på seksualitet kan skubbe andre og mere relevante aspekter i baggrunden, fordi det seksuelle i samspil med den idelogiske kamp for minoriteters rettigheder har vinden med sig. Der er – for at bruge et slidt udtryk – politiske korrekthed på spil, og det seksuelle er blevet til en kraftig katalysator for epokens lighedstænkning. Den, der fremstiller det som en selvfølge, at ethvert menneske her i verden skal have adgang til præcis det samme. En vielse i kirken, sunde, glade børn og mindst én skiferie hvert år. Denne kamp for lighed kommer i vores tid meget til udtryk som et ønske om at inddrage omverdenen i tankerne om ens egen seksualitet. Det private er ikke så privat mere, og i stedet bruger man det intime som et slags våben i lighedskampen. For nogen har det at gøre med et langt hen ad vejen forståeligt ønske om at blive anerkendt i samfundet, men den konstante tale om seksuel identitet tvinger os samtidig til at overveje vores enorme behov for at vurdere et menneske på det seksuelle. Og for selv at blive vurderet på det. For vi risikerer at udvikle et overfladisk og udvendigt menneskesyn, når det mere og mere ses som noget naturligt, at et individ gøres til repræsentant for en krop og en bestemt seksualitet. Fremfor at blive set som et væsen, der udgøres af så meget andet.

Det giver sig selv, at den seksuelle identitet har betydning for den enkelte. Men hvis man gør den personlige færd gennem livet til et synligt, entydigt og måske endda demonstrativt spørgsmål om seksualitet, bliver tilgangen til tilværelsen for fattig. Eksemplificeret ved vores nye kulturminister, der som noget af det første ved sin tiltræden udtalte, at Nationalmuseet bør rumme flere elementer, han som homoseksuel kan identificere sig med. At gøre sin seksualitet til det primære omdrejningspunkt for sine holdninger og oplevelser er udtryk for en uheldigt selvfikseret tankegang. Og man sander, at der jo faktisk var en grund til, at Paulus og flere af de andre gamle drenge iagttog seksualiteten med skepsis. De så den som stående i modsætning til ånd og ægte gudsfrygt, fordi seksualiteten og det kropslige i så høj grad rummer det selvopfyldende. Alt imens det etiske og selvbeherskede kan blive prioriteret for lavt. Jo mere menneskene fokuserer på deres krop og seksualitet, desto mere grund er der til at frygte, at de generelt overdriver optagetheden af sig selv. Derfor kan vor tids fokusering på det seksuelle bestemt tolkes som et tegn på generel narcissisme. Vi kalder det ikke længere fordærv. Det ord er ligesom udgået. Men det er ikke noget godt tegn, når menneskene så gennemført som i dag lader kroppen skygge for ånden.

Tags: ånd, krop, narcissisme, Paulus, seksualitet