Af Lea Stentoft, redaktrice Damefrokosten.com

”Hvornår skal din hunhund steriliseres”? Dette meget ledende spørgsmål bliver jeg ofte stillet af andre hundeejere, når jeg lufter min hund i parken. Som om dét at sterilisere eller kastrere sin hund er den mest naturlige ting i verden på linje med at lade hunden vaccinere. Selvom det burde være sidste udvej.

Det lader nemlig til, at mange hundeejere finder det at sterilisere eller kastere hunden som norm snarere end undtagelse. Endnu værre er det, at indgrebet ofte sker ud fra egoistiske ejerbehov snarere end hundens tarv. For eksempel at man undgår at hunhunden bløder på gulvtæppet, når den en gang hvert halve år eller sjældnere kommer i løbetid.

Tendensen til at hundeejere, uden den store omtanke, lader deres hund kastrere eller sterilisere finder jeg meget problematisk. For er det i orden, uden videre at fratage dyrets dets kønsdrift, fordi det nu er det mest bekvemmelige set fra ejerens synspunkt?

Flere anbefaler eller begrunder kastration eller sterilisation af helbredsmæssige årsager. For eksempel at det forebygger alvorlige sygdomme som testikelkræft eksempelvis. Det kan naturligvis være en valid årsag, men her skal man alligvel huske at holde fordele og ulemper op imod hinanden.

Der hvor kæden for alvor hopper af er, når ejeren udelukkende begrunder en kastration ved adfærdsvanskeligheder, især når disse ikke er forsøgt afhjulpet på anden vis. Ifølge Professor Peter Sandøe kan det ikke dokumenteres, at kastrerede hanhunde skulle være minde agressive. Han skriver blandt andet i WA, at de eneste positive, dokumenterede effekter ved kastration er, at hanhunden vil strejfe mindre og i mindre grad strinte for at markere dets territorium.

Men det er ”problemer”, der også kan afhjælpes på andre måder – for eksempel ved at gå flere ture med hunden og intensivere træningen, hvilket er langt bedre for hunden end automatisk at fjerne dens kønsdrift. I de lidt mere komplicerede tilfælde kan en adfærdsterapeut være en overvejelse værd.

Dertil hører, at hanhunde også risikerer at udvikle adfærdsproblemer ved bogstaveligt talt at få klippet bollerne af. Den testosteron, som opretholder hanhundens selvsikkerhed, forsvinder ved kastration (den stopper med at producere testosteron 4-8 uger efter operationen). Det kan gøre hanhunden mere usikker og derfor i nogle tilfælde mere aggressiv overfor andre hunde.

Og fordi hanhundens lugt også ændrer sig ved kastration, betyder det, andre hunde (især hanhunde) kan ændre sin adfærd overfor den kastrede hund, som altid blive placeret lavest i hierarkiet overfor andre ikke-kastrerede hanhunde eller for den sags skyld ikke-steriliserede hunhunde. En effekt heraf er, at disse hunde til alle tider vil dominere den kønsløse hund. For eksempel har min egen tæve det meget svært med kastrerede hanhunde, fordi hun ikke rigtig kan finde ud af, hvilket køn den er. Er den en hanhund eller en hunhund?

For tævernes vedkommende er der ifølge Sandøe samlet set positive sundhedsmæssige effekter af at blive steriliseret. Men disse skal dog opvejes i forhold til, at der er tale om en forholdsvis stor operation, som kan føre komplikationer med sig. Fx problemer med at holde på vandet og en forøget risiko for fedme og de dertilhørende negative sundhedsmæssige effekter overvægt fører med sig.

Men det er ikke kun hos hundens ejer, at ansvaret for beslutningen om hundens kønsdrift kan placeres. Når hundeejeren retter henvendelse til en dyrlæge angående sterilisation eller kastration, bør denne dyrlæge påtage sig et både etisk og fagligt ansvar. Ofte bunder ejerens hovedsløse beslutning i en blanding af uvidenhed og egoistiske behov. Og her spiller dyrlægen en afgørende rolle for at sikre, at ejeren træffer beslutningen på et veloplyst grundlag. Inden indgrebet foretages, bør dyrlægen derfor som minimum vejlede og rådgive hundeejeren. Både om de mulige negative konsekvenser, men også om andre løsninger enten er forsøgt eller bør forsøges, før et indgreb kommer på tale. Alt sammen af hensyn til hunden, og hverken fordi det er bekvemt for ejeren eller profitabelt for dyrlægen.

Desværre er dette ikke ’standard procedure’ på dyrlægeklinikken. I hvert fald ikke ifølge professor Sandøe, der mener, at mange dyrlæger åbenlyst reklamerer for, at man skal få sin hund kastreret eller steriliseret. Reklamen er dog ikke produceret af dyrlægen selv, men af de foderfirmaer, der samtidig reklamerer for et foder særligt udviklet til steriliserede eller kastrerede hunde. Hvis Sandøe virkelig har ret i sin påstand om, at dyrlæger lader økonomiske interesser overstige faglige og etiske hensyn, når det gælder sterilisation eller kastration af hunde, så er det et problem, der kræver større bevågenhed.

Værd er også at nævne, at har du besluttet at kastrere din hund, er det muligt først at kastrere sin hund kemisk. Dette gøres ved et enkelt stik i nakken hos dyrlægen med et middel, der hedder Suprelorin. Suprelorin nedsætter produktionen af det mandlige kønshormon testosteron i op til 6 måneder. På den måde kan du som ejer se hvilken effekt kastrationen har på din hund, inden du vælger at foretage kastrationen ved operation.

Jeg siger ikke, at man aldrig skal kastrere eller sterilisere sin hund, for det kan i nogle tilfælde absolut være den rigtige løsningen. Men at rutinemæssig sterilisation eller kastration er normen snarere end undtagelsen, finder jeg alarmerende. Vi skal ikke tankeløst ændre på vores kæledyr, for på egoistisk vis at tilpasse dem vores behov og levevis. Når det kommer til beslutningen om at fjerne hundens kønsdrift, må og skal egoistiske ejerbehov tilsidesættes til fordel for ansvarlighed og omtanke og med hundens tarv som omdrejningspunkt. Den lette løsning er langt fra altid den bedste løsning, og derfor bør kastration eller sterilisation være sidste udvej.

Af Inger Schroll-Fleischer, fast blogger og kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab.

Damefrokosten.com går i dag på juleferie, men vender frygteligt tilbage med borgerlige ord til Gud og hvermand. Dette indlæg er det sidste i denne omgang fra de faste bloggere, men værterne Camilla-Dorthea Bundgaard og Lea Stentoft står fortsat klar til holde gang i (køns)debatten.

Det forgangne halvår har budt på et folketingsvalg og heraf en ny regering. Lykkes Friis MF(V) blev skiftet ud som ligestillingsminister og istedet kom den radikale Manu Sareen til roret.

Sareen har imidlertid vist sig kun at være radikal af navn og har tilsyneladende ikke umiddelbart til sinds at tilfredsstille sine socialdemokratiske og socialistiske kolleger med en lov om kvindekvoter i børsnoterede virksomheders bestyrelser. I årets begyndelse sagde Sareen således “vi skal kende erfaringerne fra Norge og vurdere, hvad konsekvenserne vil være i en dansk virkelighed, inden vi tager det endelige skridt” i A4. Med en fortid som ligestillingsordfører burde Sareen vide, at erfaringerne fra Norge viser, at man har været nødt til at importere kvinder til bestyrelserne fra eksempelvis Danmark.

Indtil denne erkendelse når ligestillingsministeren, glæder vi på Damefrokosten os blot over, at kvindekønnet endnu ikke har måttet lide den tort at blive kvotificeret og at det kan have lange udsigter, så længe ministeren slås med folkekirken over homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viede.

Vi ønsker ministeren held og lykke samt en dejlig jul og et optimistisk nytår, der såmænd også gælder alle jer andre. Glædelig jul!

Af Sørine Gotfredsen

Forholdet mellem krop og ånd har alle dage været et stort tema. Der findes jo nemlig en grundlæggende modsætning mellem på den ene side at være forsynet med dette ubegribelige sjæleliv, der kan fare i alle tænkelige retninger. Og på den anden side legemet, der er dømt til blot at blive på jorden. Vi kan hoppe og danse så meget, vi vil, men flyve kan vi ikke ved egen kraft, men må blot affinde os med at være bundet til stedet i dette fysiske fangenskab, som en krop jo på sin vis er. Vi beskæftiger os i dag rigtig meget med kroppen og seksualiteten, og der er sket en hel del, siden apostlen Paulus formanede sine menigheder så vidt muligt at nedtone kroppens betydning. Fordi et liv i seksuel afholdenhed og ren åndelighed i hans øjne var at foretrække. Man kan roligt sige, at Paulus er blevet sat på plads af nutidens mentalitet, ifølge hvilken det bestemt ikke er upopulært at beskæftige sig med krop og sex. Faktisk gør vi det så meget, at man kan diskutere, hvad det mon gør ved os konstant på den måde at kredse om det kropslige. I opfattelsen af det, fremstillingen af det og i kampen for at blive accepteret for lige nøjagtig den, man er. Samt ikke mindst i forargelse over at nogen ser helt anderledes på det seksuelle, end man selv gør. Vi lever i en verden, der er så fikseret på krop og sex, at Paulus utvivlsomt ville mene, at vi i denne tid udgør billedet på et slags menneskeligt fordærv.

Fordærv er et stort ord, men lad os alligevel overveje konsekvenserne af i så udtalt grad at omgive sig med fokusering på det seksuelle. Ikke kun i form af den kropsfikserede reklameverden, der over hele kloden udstiller mennesket som et rent fysisk objekt, der skal vække følelser i andre. Men også i kraft af den massive præsentation af seksuel identitet, som præger samfundet og debatten. Den seksuelle minoritet – hvad enten det drejser sig om homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle eller noget fjerde – er blevet til et centralt anliggende i samtalen. For eksempel har spørgsmålet om de homoseksuelle vielser i folkekirken nu domineret så længe, at det næsten er blevet synonymt med selve diskussionen om en mulig adskillelse af kirke og stat. Lidt af en tragedie set i lyset af hvilket perifert tema vielsen teologisk og kirkeligt set rent faktisk er. Men vi oplever, hvordan fokuseringen på seksualitet kan skubbe andre og mere relevante aspekter i baggrunden, fordi det seksuelle i samspil med den idelogiske kamp for minoriteters rettigheder har vinden med sig. Der er – for at bruge et slidt udtryk – politiske korrekthed på spil, og det seksuelle er blevet til en kraftig katalysator for epokens lighedstænkning. Den, der fremstiller det som en selvfølge, at ethvert menneske her i verden skal have adgang til præcis det samme. En vielse i kirken, sunde, glade børn og mindst én skiferie hvert år. Denne kamp for lighed kommer i vores tid meget til udtryk som et ønske om at inddrage omverdenen i tankerne om ens egen seksualitet. Det private er ikke så privat mere, og i stedet bruger man det intime som et slags våben i lighedskampen. For nogen har det at gøre med et langt hen ad vejen forståeligt ønske om at blive anerkendt i samfundet, men den konstante tale om seksuel identitet tvinger os samtidig til at overveje vores enorme behov for at vurdere et menneske på det seksuelle. Og for selv at blive vurderet på det. For vi risikerer at udvikle et overfladisk og udvendigt menneskesyn, når det mere og mere ses som noget naturligt, at et individ gøres til repræsentant for en krop og en bestemt seksualitet. Fremfor at blive set som et væsen, der udgøres af så meget andet.

Det giver sig selv, at den seksuelle identitet har betydning for den enkelte. Men hvis man gør den personlige færd gennem livet til et synligt, entydigt og måske endda demonstrativt spørgsmål om seksualitet, bliver tilgangen til tilværelsen for fattig. Eksemplificeret ved vores nye kulturminister, der som noget af det første ved sin tiltræden udtalte, at Nationalmuseet bør rumme flere elementer, han som homoseksuel kan identificere sig med. At gøre sin seksualitet til det primære omdrejningspunkt for sine holdninger og oplevelser er udtryk for en uheldigt selvfikseret tankegang. Og man sander, at der jo faktisk var en grund til, at Paulus og flere af de andre gamle drenge iagttog seksualiteten med skepsis. De så den som stående i modsætning til ånd og ægte gudsfrygt, fordi seksualiteten og det kropslige i så høj grad rummer det selvopfyldende. Alt imens det etiske og selvbeherskede kan blive prioriteret for lavt. Jo mere menneskene fokuserer på deres krop og seksualitet, desto mere grund er der til at frygte, at de generelt overdriver optagetheden af sig selv. Derfor kan vor tids fokusering på det seksuelle bestemt tolkes som et tegn på generel narcissisme. Vi kalder det ikke længere fordærv. Det ord er ligesom udgået. Men det er ikke noget godt tegn, når menneskene så gennemført som i dag lader kroppen skygge for ånden.

Af Sebastian Damm, studerer International Business & Politics på CBS, og er tidligere formand for de studerende på samme sted. Har derudover skrevet for magasinet Ræson.

Betegnelsen ”borgerlig-liberal” er en så vidtrækkende definition, at det kan være svært at finde én samlende enkeltsag der favner alle af denne politiske observans. Langt nemmere er det derimod, at blive enig om hvad venstrefløjen gør galt. Én af disse ting, der ofte vil kunne få såvel drevne politiske aktører som jævne folk til at fare i flint, er en belærende bedrevidenhed i form af politisk korrekthed, der ofte vil blive fremstillet som et moralsk overtag. Fordi selvom de fleste kan blive enige om at racisme og generaliseringer generelt er skadelige, og at man bør bestræbe sig på ikke unødigt at støde nogen med sit ordvalg, er det alligevel pokkers irriterende at blive irettesat når man siger ”spanjoler” frem for ”spanier”, eller ”lærer” frem for ”lærerinde”. Hvor borgerligt-liberale debattører i dagens Danmark ofte sætter en ære i at provokere og skabe røre i andedammen, synes venstrefløjen hæmmet af politisk korrekthed og forsigtighed. En situation der står i kontrast til 70ernes politiske debatkultur, hvor det især var til venstre for midten at der var skæg og ballade og højt til loftet. Stereotypen af de Radikale som en flok bedrevidende skolelærertyper (eksemplificeret ved både den nuværende og tidligere formand), opstår således ikke af sig selv. Den nylige udnævnelse af Manu Sareen som ligestillingsminister, og efterfølgende udbasunering af dét faktum at vi altså har fået en indvandrer som minister (uagtet at den tidligere konservative skatteminister Isi Foighel teknisk set slog Sareen med godt 30 år), understreger denne trættende tendens.En insisteren på politisk korrekthed der således grænser til det perfide, er i vor tid blevet et af venstrefløjens varemærker, og udgør velsagtens en af de enkelt-faktorer der med tiden vil gøre befolkningen så trætte af denne regering, at de smider den på porten og erstatter den med en ny. Kort sagt: når vælgerne hører de samme slidsomme ting gentaget af de samme farveløser ansigter år efter år, vil kommentator-korpset dømme regeringen ”metaltræt”, og den vil blive afsat. Fuldstændigt som VK-regeringen for nyligt blev smidt på porten. Antageligvis fordi vælgerne fik nok at de konservatives kaos, Dansk Folkepartis hysteriske retorik og enkeltsagsfokus, og Venstres lefleri for socialdemokratiske vælgere.

Vil man den nytiltrådte regering det godt, vil man derfor forsøge at finde en modgift til denne metaltræthed. Rent logisk må humor være en af de bedste modgifter mod kedsomhed, og jeg vil her hævde at det samtidig kan være et effektivt politisk våben.

Et af de mest strålende eksempler herpå, er den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan. Reagan er i dag enormt bredt afholdt i befolkningen, og bliver jævnligt skamrost af politikerne i den nuværende kamp om at blive republikansk præsidentkandidat. Selv Præsident Obama har ved flere lejligheder rost Reagan. Disse højtravende ord om Reagan, for eksempel at han var ”den store kommunikator”, og at han ”vandt den kolde krig uden at løsne ét eneste skud”, bunder ofte i hans brug af humor som et politisk våben. Reagan var således glad for at anvende finurlige og humoristiske anekdoter i sine politiske taler. Ved en lejlighed fortalte han om en sovjetisk landbrugsinspektørs møde med en kartoffelbonde:

Inspektør: Hvorledes står det til med kartoffelhøsten?

Bonde: Uha uha, høje kammerat inspektør, det står strålende til! Kartoflerne er så mange at de kunne stakkes helt op til Guds fødder!

Inspektør: Jamen, gode kammerat bonde, dette er jo Sovjet! Vi har ingen Gud her.

Bonde: Hmm… Det er okay, kammerat. Vi har heller ikke nogle kartofler.

Med denne brug af humor fik Reagan effektivt udstillet planøkonomiens indbyggede svagheder, og bureaukratiets hykleri.

Under valgkampen i 1984 havde Reagan held med at demontere sit største politiske svaghed, sin høje alder, samtidig med at han fik både sin modstander og de tilhørende til at udbryde i latterbrøl, da han sagde at:

”Jeg vil ikke lade alder blive et tema i denne valgkamp. Jeg vil ikke for politisk vindings skyld udstille det faktum at min modstander er ung og uerfaren”.

Efter denne episode kunne Reagan nemt opnå genvalg, som USA’s ældste præsident nogensinde.

På den hjemlige politiske scene synes dette også at gøre sig gældende. Villy Søvndals popularitet har aldrig været højere end i perioden hvor han afslappet smed om sig med jokes, som da han i 2007 foreslog at man burde indsætte hjemmeværnet for at komme de farlige dræbersnegle til livs, og aldrig lavere end da han sobert og seriøst skulle forsvare de mest grå områder af S-SFs politik…

Anvender man således humor, kan man som politiker slippe af sted med både at svare udenom,og være provokerende, nogle gange på samme tid. Uffe Ellemann-Jensen var på mange måder en splittende skikkelse i befolkningen, men høstede altid sympati for sine morsomme og skarptskårne replikker som at han ”stod med nosserne i en kold norsk elv”, imens hans politiske modstandere afholdt det EU-topmøde som han selv havde arbejdet ihærdigt for. At Uffe Ellemann-Jensen ikke selv var ophavsmand til citatet, men derimod villigt lod sig det tilskrive fordi ”det passede”, siger meget om at der her er én der forstår humorens kvaliteter. At det borgerlige Danmark næppe kan pege på en mere afholdt tidligere politiker fra egne rækker, bør være stof til eftertanke.

Er man borgerligt-liberalt indstillet, må man derfor håbe at Thorning-Schmidt regeringen ikke indser at politisk korrekthed og en evigt sober mine i længden er dræbende kedsommeligt og belærende, samt at borgerlige humorister, som eksempelvis Søren Pind, får frit løb.

For hvem har sagt at politik per definition skal være kedeligt og u-humoristisk?

Af Simon Nørregaard Jensen, fast blogger og studerer BSc in International Business & Politics.

Regeringens fjernelse af loftet over kontanthjælp og lovforslag om at øge sociale ydelser er direkte fejlslagen.  Det kan få fatale konsekvenser for hele incitamentstrukturen for lavindkomstgrupper på det danske arbejdsmarked. Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser sågar, at det ligefrem er en underskudsforretning for store grupper af lønmodtagere at gå på arbejde.

Det er relevant at spørge sig selv, hvor langt regeringen skal gå for de personer, som er på overførselsindkomster? Og hvor fattige er de fattige i det hele taget? Der er noget helt galt i Danmark, hvis ikke der eksisterer et forholdsvist klart skel mellem de arbejdende og arbejdsløse. Ellers udvandes ideen med at arbejde simpelthen, fordi det ikke længere kan betale sig.

I kølvandet på den ophedede debat, som har raset vedrørende fattigdom, melder jeg mig gerne i koret af tilhængere, som bakker Joachim B. Olsen op i sit udsagn om, hvorvidt man kan snakke om fattige i Danmark.

Det danske samfund er en stor, tyk, homogen masse, hvor variationen fra lav- til høj-indkomstgrupper er minimal. Al snak om fattigdom, ulighed og en evt. frygt for dårligere sammenhængskraft synes derfor at være mere eller mindre overflødig.

At et begreb som ’relativ fattigdom’ lever i bedste velgående, er i større grad et udtryk for et materialistisk forbrugersamfund, der bærer præg af en udbredt jantelovsmentalitet.

Jovist findes der en andel af befolkningen, som naturligvis ligger under gennemsnitsindkomsten. Senest eksemplificeret ved den famøse Carina-gate, som efterhånden har udviklet sig til en fadæse. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd meldte dog også ud, at Carina lå godt 3000 kr. over, hvad AE definerer som fattigdomsgrænsen. Derfor konkluderes det, at hun ikke ligefrem var det bedste eksempel.

Sagen var ikke blot pinlig for Özlem Cekic, SF og regeringen, men også en hån mod de få, som faktisk sidder langt hårdere i det, end tilfældet er med Carina. Fælles for den gruppe, som tilhører det nederste samfundslag, vil jeg dog stadig vove at påstå, er, at de lever et menneskeligt og værdigt liv. Det er jo trods alt kernen i velfærdsstaten at tage sig af de svageste i samfundet.

Det kan diskuteres, hvorvidt man kan snakke om fattige danskere. Hverken i absolutte eller relative termer. Fattigdom i en dansk kontekst er snarere et politisk konstrueret begreb, som venstrefløjen gennem tiden har anvendt som skræmmebillede mod højrefløjen. I denne proces har venstrefløjen taget patent på at forsvare og forbedre forholdene for denne del af befolkningen, som besidder relativt færre ressourcer end resten.

I forsøget på at opretholde en ’fair’ balance mellem samfundets forskellige lag, vil man nu fra regeringens side fremsætte et lovforslag, der betyder, at 16.000 mennesker fra årsskiftet får deres sociale ydelser sat op, herunder 6.000 på kontanthjælp.

Umiddelbart er der to centrale problemstillinger forbundet med dette initiativ. Først og fremmest befinder Danmark sig, sammen med resten af verden, i store økonomiske kvaler. Derfor virker øgede udgifter ikke just positivt i en spareperiode. Et andet og måske endnu større faresignal er at fjerne incitamentet for at arbejde.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Det gælder ikke mindst, når det kommer til beskatning af arbejde, men så sandelig også arbejde i al almindelighed. Andet vil være at gøre grin med arbejdere, som pligtopfyldende passer et job. Implikationen ved en sådan reform af overførselsindkomster vil dog unægtelig føre til større ulighed.

Sagen er blot den, at debatten omkring ulighed i Danmark har været på standby siden, Eva Kjær Hansen for snart mange år siden blev bedt om at trække sine udtalelser tilbage, da hun gav udtryk for, at ulighed ikke nødvendigvis var en negativ ting for samfundet, men også bidrog til at skabe dynamik. Det har ikke blot besværliggjort men nærmest forhindret denne proces.

En reform af systemet bliver upopulær, men er mildest talt nødvendig. Samtidig vil det alt andet lige bidrage til et større økonomisk skel mellem arbejdsløse og arbejdere. Det vil dog forbedre incitamenterne for at arbejde og vil forhåbentlig bryde den ellers usunde trend, som har været tilfældet de sidste år, hvor flere er kommet på kontanthjælp og ikke ønsker at påtage sig et job. Der er, som allerede skrevet, noget rusk ravende galt i Danmark.

Af Susanne Selmer, Gæsteblogger, formand for Trans-Danmark

Bordet fanger. Der er intet at gøre. Når først jordemoderen med højrøstet begejstring har forkyndt, at ”Det blev en dreng!” eller ”Det blev en pige!”, er det sådan, det er. Det kan der ikke laves om på.

Og hermed er barnets fremtidige adfærdsmønster, dets holdninger og dets tankegang én gang for alle bestemt.

Er det en dreng, er muligheden for at kunne lide farven lyserød for evigt frataget ham. Han er berøvet muligheden for at kunne lide at lege med dukker, at gå i lange støvler og at have langt hår, som er sat op i en fiks frisure.

Hvis det blev en pige, vil hun i al fremtid sikkert ikke kunne lege med biler eller spille fodbold, hun vil ikke kunne interessere sig for at reparere maskiner, og en fremtid som tømrer vil nok ikke vække den helt store begejstring hos forældrene.

Kønsidentitet. Heri ligger en lang række adfærdsmønstre, som gør, at vi opfatter et menneske som enten pige eller dreng – og senere i livet som mand eller kvinde. Denne kønsidentitet skabes fra barnet er ganske lille henover puberteten, indtil barnet er blevet til et voksent og selvstændigt tænkende menneske.

Selvstændigt? Joeh, så længe en person tænker de ”rigtige” tanker om sin egen kønsidentitet er det ok. Men hvad nu, hvis personen er en dreng, som har det godt med at lege med dukker? De fleste forældre vil instinktivt forsøge at få drengen omvendt til at interessere sig for sysler, som ”passer sig” for en dreng. Igennem den opdragelse, som barnet udsættes for hos forældrene, i skolen og i relationer til kammerater og venner, undertrykkes i virkeligheden barnets trang til at udfolde sig, som han eller hun inderst inde selv ønsker det. Selvstændigt?

Jeg har en idé om, at jeg en skønne dag, når jeg har rigtig god tid, vil forsøge at få et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti til at forklare mig, hvorfor i alverden en femårig dreng i lyserøde gummistøvler er en katastrofe for det danske samfund. Det er mig en kilde til evig undren, at et moderne og oplyst samfund anno 2011 partout skal tvinge alle og enhver til at have nogle ganske bestemte holdninger i forhold til deres egen kønsidentitet.

Der findes i Danmark et anseligt antal mennesker, som i deres egen bevidsthed ikke ønsker at blive proppet ned i de firkantede kasser, som de fleste af os har det bedst med at håndtere. Mennesker, som på den ene eller den anden måde i deres indre univers afviger fra samfundets fasttømrede normer om acceptabel adfærd. Mennesker, som er seksuelt orienterede mod deres eget køn, eller hvis selvopfattelse i forhold til kønsidentitet ikke stemmer overens med den kønsidentitet, de er blevet påtvunget af en jordemoder umiddelbart efter fødslen.

Og det er dette sidste, som er mit ærinde med denne bredside mod det etablerede samfund. Når man – som jeg – på et tidspunkt i livet opdager, at man har det rigtig skidt med at spille den kønsrolle, man er født med, bliver man til et af samfundets udskud, et menneske, som i en stor del af samfundet ikke er ønsket. Man bliver – som konsekvens af nuværende dansk lovgivning – til et psykiatrisk tilfælde, som skal gennem en årelang behandling af psykologer på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, bare fordi man som defineret hankøn har lyst til at lægge make-up, gå i lange støvler og bruge neglelak.

Det handler om, at man i sin bevidsthed har en klart defineret opfattelse af sin egen kønsidentitet. Den er godt nok ikke i overensstemmelse med samfundets opfattelse, som udelukkende er bestemt ved de genetialer, man er forsynet med, men man har jo ikke selv bedt om at blive født med et bestemt kønsorgan. For mange transkønnedes vedkommende er der dybt inde bag facaden et stærkt ønske om, at man var født som det modsatte køn, og denne opfattelse af egen kønsidentitet er sandsynligvis og pudsigt nok også noget medfødt. Og efterhånden, som man bliver mere og mere bevidst om sin egen kønsidentitet, bliver trangen til at udtrykke den i dagligdagen så stærk, at man ikke længere er i stand til at leve i den teaterforestilling, man bliver opdraget til.

Man springer ud. Det giver en lang række problemer. Den dårlige samvittighed over at være anderledes, over ikke at kunne leve op til forventninger, skyldfølelsen i forhold til at bryde med samfundets uskrevne normer og frygten for at blive udstødt fra arbejdslivet og de sociale netværk.

Og denne frygt er ikke uden grund. Mennesker er flokdyr, som har behov for accept i flokken, og i mange situationer sker der netop det, at man ikke kan accepteres. Det medfører en stor risiko for depressioner og for nogle måske ligefrem tanker om at forlade denne verden. Det er en almindelig opfattelse i de transkønnedes miljø, at vi ikke har samme menneskelige rettigheder som resten af befolkningen.

Der er derfor et klart behov for at få samfundet til at forstå, at transkønnede er almindelige mennesker med en selvstændig tankegang og med et stærkt behov for at blive accepteret. Der er ikke noget mystifistisk ved at være transkønnet, og der er ingen grund til at betragte transkønnede med samme logik som Erasmus Montanus i forrige århundrede var garant for. At forholde sig til transkønnede på samme måde, som man for over hundrede år siden forholdt sig til ”åndssvage” og spedalske, er for mig at se et udtryk for, at samfundet spiller fallit. Det er i min verden udtryk for, at vi, selv i en industrialiseret og oplyst verden, ikke har mentalt overskud til at rumme menneskers forskelligheder.

Nu er der heldigvis med en ny rød regering lys forude. Samtlige regeringspartier og Enhedslisten melder klart ud, at transkønnedes rettigheder skal tages op til revision. Der er tilkendegivelser, som viser, at et flertal i Folketinget anerkender, at mennesker kan have en kønsidentitet, som afviger fra det medfødte køn. Meget tyder på, at transkønnedes levevilkår vil blive væsentligt bedre i overskuelig fremtid.

Og det er de transkønnede glade for.

Susanne – hankøn af fødsel, men kvinde af sind.

(Billederne er fundet på profilerne shinydust og pics2u på weheartit.com)

Af Salah Said Atris, Gæsteblogger, Jurastuderende

Der bliver ofte sat fokus på ligestilling blandt indvandrere i Danmark og især blandt muslimske kredse. Mange har fordomme om, at muslimske mænd undertrykker deres kvinder, tvinger dem til at bære slør og ofte henviser dem til hjemmet, hvor de skal passe børnene og sørge for huset, mens manden tager sig af hjemmets økonomi. Dette er ofte noget, som vi forbinder med noget gammeldags her i Danmark. Men kan det virkelig passe, at det er sådan, det hænger sammen? Bliver kvinderne undertrykt i de muslimske kredse? Eller er der tale om en debat, som er gået for vidt?

Da man ikke registrerer folk efter religion i Danmark, så er det næsten umuligt at finde statistikker, som siger noget konkret om dette. Derimod er det muligt at sige noget generelt om disse fordomme.

Der har i årevis været en diskussion i Danmark om muslimske kvinder, som bærer tørklæder. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti har bl.a. sammenlignet det muslimske tørklæde med et nazi-symbol under den heftige debat, som rasede, da den muslimske kvinde og tørklædebærer, Asmaa Abdol-Hamid, stillede op til folketinget for Enhedslisten.

Det er selvfølgeligt et problem, når muslimske kvinder bliver tvunget til at bære slør, men at gå så langt som til at sammenligne tørklædet med et nazi-symbol virker en smule stødende på mig. Er man i virkeligheden ikke med til at gøre disse kvinder til ofre i en debat, hvor de sjældent selv kommer til orde?

Det er min mening, at debatten om tørklæder er meget uproportionel, og at man i virkeligheden igennem den ofte nedsættende debat gør disse kvinder til større ofre og mere undertrykte, end de i virkeligheden er. Et godt eksempel på dette er bl.a. den heftige burka-debat, som rasede i Danmark for ikke så lang tid siden. Her fremsatte Naser Khader for de Konservative et forslag om burka-forbud i Danmark. I denne forbindelse nedlagde man et såkaldt ”burka-udvalg”, som skulle undersøge problemets omfang. Det viste sig at være lidt af en fuser, idet disse kvinder var så få, at der reelt ikke var noget problem.

Efter min overbevisning undertrykker man i virkeligheden disse kvinder mere igennem debatten, end de i virkeligheden er. Et godt eksempel på dette er, da man i 2008 forbød dommere i retssystemet at bære religiøse symboler i forbindelse med deres embede. Det er min overbevisning, at man i virkeligheden udelukkende ønskede at komme tørklæderne til livs, selv om man i loven henviste til religiøse symboler generelt. Fastlåser man ikke i virkeligheden disse kvinder mere i deres situation og undertrykker dem yderligere ved at sige, at der er visse funktioner i samfundet, som de ikke må varetage? Det er i hvert fald mit synspunkt. Et andet godt eksempel er, da man i 2009 afskedigede en kvinde fra hjemmeværnet, fordi hun bar tørklæde.

Det er almindeligt kendt, at sex før ægteskab er forbudt ifølge Islam. Derfor bliver muslimske mænd og kvinder ofte gift i stedet for at indgå et kæresteforhold, når de forelsker sig i hinanden. Det er dog ikke min overbevisning, at kæresteri uden sex er forbudt i Islam. Derfor anser jeg arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber som udtryk for kultur frem for religion, når forældrene arrangerer deres børns ægteskab.

Det er i denne forbindelse ligeledes vigtigt at sondre mellem de såkaldte arrangerede ægteskaber, som indgås på frivillig basis, og de såkaldte tvangsægteskaber, hvori der indgår tvang.

Denne sondring har ofte været manglende i debatten i Danmark, hvor man ofte på forkert grundlag har omtalt de to under det samme. Det er ifølge min mening ikke noget problem, at et par indgår et arrangeret ægteskab, så længe de er indforstået med det. Anderledes ser det ud, når der er tale om tvangsægteskab. Også denne debat har været forskruet efter min mening.

Det skal i øvrigt bemærkes, at man ofte kun har fokus på kvinderne og overser mændene, når tvangsægteskaberne debatteres. Der skal som bekendt to til at danse tango, og derfor må man formode, at også manden i et tvangsægteskab er blevet tvunget til at indgå i et sådant. I denne debat sætter man igen de muslimske kvinder i offerrollen, mens manden anses som undertrykkeren. Manden vil derfor ofte have sværere ved at søge hjælp end kvinden, idet kvindens situation er mere anerkendt i det danske samfund, end mandens er.

Det er derfor min mening, at man i debatten om ligestilling og kvindeundertrykkelse blandt muslimer i Danmark ofte har et forskruet syn på, hvordan virkeligheden er. Debatten medfører, at kvinderne ofte bliver sat i en offerrolle og dermed bliver mere fastlåst i deres situation. Det er i hvert fald min mening, at debatten er medvirkende til at undertrykke både de muslimske kvinder og mænd.

(Det første billede er forfatterens eget, det andet er fundet på profilen Soon Hana på weheartit.com)

Vi skal spare. Danskerne skal betale mere højere skat, afgifter og bøder. Alle bukker nakken og indrømmer at fedtafgiften er for vort eget bedste.

Men alle er også enige om et en familie i Danmark ikke skal spare. I stedet har man (inkl. Enhedslisten) bevilget en lønforhøjelse på en million kroner til kongefamilien. Indrømmet, i forhold til de beløb, der ellers rykkes rundt med i den nye finanslov, er det peanuts.

Men symbolikken er soleklar. Mens resten af danskerne må stramme bæltet ind, behøver kongefamilien ikke bekymre sig om den slags jordiske problemer. Det såkaldt folkelige kronprinspar spadserer let smilende gennem de jublende folkemængder i USA og Australien, mens medierne fortæller om prinserne og prinsesserne, der går i almindelig folkeskole.

Selv den engelske kongefamilie har indset at de tikke nytter noget at leve i pomp og pragt, når de studerende går på gaderne pga. Skrapt forhøjede studiegebyrer, så hele the royal family flyver ecomomy class. Det er da et tegn at sætte. Og det ville også klæde den danske kongefamilie ganske frivilligt at give afkald på en lille smule luksus i sympati med de danskere, der må droppe ferien og reducere julegaverne.

Nu er kongefamilien selvfølgelig ikke den eneste gruppe mennesker i det danske samfund, som frivilligt kunne gå ned i løn til vor alles bedste. Ministerpensioner har været diskuteret, samt lønnen for folketingspolitikere. Og det er netop der hunden ligger begravet. Det diskuteres, der skrives om det, men ingen, absolut ingen sætter spørgsmålstegn ved kongefamiliens aflønning.

At diskutere omstændighederne omkring kongehuset er ikke nødvendigvis ensbetydende med et ønske om dets afskaffelse. Ikke desto mindre dæmoniseres man, så snart man kritiserer landets øverste repræsentanter. Og det er ikke i orden. I et demokratisk samfund skal man kunne diskutere alt, uden omsvøb og tabuiseringer, også kongefamilien. Det er trods alt skatteborgerne, der betaler.

(Billedet er fundet på weheartit.com på profilen freckles)

Af Ellen Trane Nørby, gæsteblogger og politisk ordfører for Venstre.

”Der findes ingen homoseksuelle i Kharun.” Sådan griner præsidenten for Sydkharun Jakob Lokoya højlydt, da hele Danmarks søndagsstatsminister Birgitte Nyborg møder ham under hendes politiske forsøg på at skabe fred i det opdigtede afrikanske land, Kharun i TV-serien Borgen. Selvom det hele er fiktion, så er fjendtligheden mod homoseksuelle et meget realistisk billede af det, vi ser i nogle af verdens lande i dag.

I Iran risikerer homoseksuelle at blive fængslet og henrettet. I Zimbabwe risikerer de tilfældige anholdelser, trusler og tæsk af politiet, og i Uganda har regeringen forsøgt at indføre et lovforslag, der skal give homoseksuelle livstidsfængsel.

Stiller man derimod radaren ind på Danmark, så er de homoseksuelles levevilkår heldigvis væsentlig anderledes og kan slet ikke sammenlignes med den form for undertrykkelse, som seksuelle minoriteter oplever i meget religiøse lande og i undertrykkende diktaturstater. Danmark var det første land i verden, der gjorde det muligt for homoseksuelle at indgå registreret partnerskab, og har på grund af sin rolle som foregangsland sikret, at homoseksuelle i dag har gode muligheder for at leve præcis det liv, de ønsker sig. De kan forelske sig i den person de har lyst til, lesbiske har mulighed for at blive insemineret og homoseksuelle har ret til at adoptere.

Spørgsmålet er så om vi allerede nu kan tillade os at stoppe op, børste støvet af hænderne og sige ”det var det”? Selvfølgelig ikke. Når vi som liberale kæmper for et land, hvor der er plads til forskellighed, og for at hver person kan få mulighed for at leve det liv, som personen selv ønsker, så skal vi komme den diskrimination, der også eksisterer i Danmark mod homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter, til livs.

Stop diskriminationen på arbejdspladsen
Der er desværre ikke meget tilgængeligt data, som kan fortælle os, hvor udbredt diskrimination af homoseksuelle er. Men vi ved, at når vi rundt på vores arbejdspladser i dronningeriget mødes til frokosten i kantinen, ryger snakken hurtig hen på, hvad vi lavede i weekenden, hvordan det går med kærligheden og børnene.

Men for nogle homoseksuelles vedkommende, så er virkeligheden en anden. De hemmeligholder deres privatliv over for kollegerne, da de er bange for deres kollegers reaktion og har angst for at blive udsat for chikane fra deres kolleger eller chefer. Det er en af de første undersøgelser af homoseksuelles vilkår på de danske arbejdspladser fra 2005 – som analysebureauet CATINÉT Research foretog for Ugebrevet A4 – med til at slå fast.

For hver 100 bøsser og lesbiske har 39 i en eller anden grad oplevet at blive diskrimineret på jobbet på grund af deres seksualitet. En større gruppe af dem føler sig udenfor, har oplevet mobning, manglende forfremmelse og fyring på grund af deres seksualitet – og 15 procent af dem vælger at holde deres seksualitet helt hemmelig. Sidenhen har andre undersøgelser bekræftet tendensen.

Homoseksuelle skal selvfølgelig selv beslutte, om de vil involvere andre i deres seksualitet. Men det er både trist og problematisk, at årsagen til at de ikke skildrer med den skyldes angsten for at blive diskrimineret. Både fordi diskrimination er forbudt ved lov, men også fordi det kan hindre den enkelte i at leve op til de kravm som et moderne arbejdsmarked stiller i forhold til personlig udvikling og socialt engagement. Virksomhederne må derfor ikke tage det som en selvfølge, at alle respekterer homoseksualitet og respektere, at sådan har nogen nu engang valgt at leve deres liv. Derfor er det sundt at udfordre normalitetsopfattelsen, fordi der også vil være med til at skabe mere frihed til forskellighed.

Et opgør med normalitetsopfattelsen – ikke normaliteten!
Seksuel orientering er mere end heteroseksualitet. Selvom størstedelen af os drømmer om at livet i en kernefamilie, så er der også mange, for hvem kernefamilien ikke nødvendigvis udgøres af far, mor, to børn, villa og vovse. Vi skal respektere de valg som andre træffer, også selv om vi ikke nødvendigvis selv ønsker det samme, eller altid forstå andres valg. Men vores valg er ligeså forskellige, som vi er.

Og valget, at være homoseksuel eller transseksuel er ikke et tilfældigt valg, men en iboende identitet, som man hverken kan eller skal holde nede. Og hvis nogen lever bedst i uvidenhed om, hvad der gemmer sig bag udtrykket queer, så fred være med det, så længe alle blot har muligheden for at vælge at leve som de har lyst til. Det er sundt at udfordre forestillinger og gamle vaner og supplere med nye.
Ikke fordi at vi skal bekæmpe det livssyn, den familiestruktur eller den seksualitet som flertallet af os har– slet ikke – men fordi, vi ønsker et samfund, hvor der er plads til alle, og plads til at alle kan leve det liv, som gør os hver især mere lykkelige.

Vi skal sige fra over for diskriminationen af homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter. Det gælder både på gaden, når folk bliver forulempet på grund af ens seksualitet, det gælder når kollegaen endnu engang fyrer en dårlig joke af om bøsser, og det gælder også i lovgivningen. Lovgiver har en forpligtigelse til at se på, om der er områder i lovgivningen, hvor lovgivningen kan blive mere lige og opdateret til den tid, vi lever i.

Senest har vi oplevet diskussionen om, hvornår man som ung kan få lov til at skifte køn, og hvem der skal bestemme det. Men det kunne også være straffen i forhold til hate crimes. Eller mulighederne for at få en kirkelig vielse som livsfæller, eller spørgsmål som anerkendelse af forældreskab, hvor det ofte er en noget besværlig proces for en medmor at opnå forældreskab over et barn, som hendes kæreste har født.

Når det er sagt, så er vi kommet langt. Når en ung x-factor deltager offentligt står frem med sin seksualitet, synes mange, at hun er sej. Når gay-priden snor sig gennem København hvert eneste sommer, så strømmer endnu flere ud på gaden for at støtte op om arrangementet. Det samme skete, da Danmark var vært for World Outgames i 2009. Der slog vi fast, at vi er stolte af at leve i et land, hvor der er plads til alle. Men der er også stadig plads til udvikling.

Peter Edelberg, gæsteblogger, historiker, ph.d.-stipendiat ved SAXO-Instituttet, KU og medlem af Seksualpolitisk Forum. 

Bølgerne har de sidste år gået højt i debatten om sexarbejde. Synspunkterne veksler mellem socialpolitik, retspolitik, feminisme, liberalisme og alt derind imellem og på tværs. En hovedhjørnesten i den danske debat er forslaget om at kriminalisere sex-kunder, idet det hævdes at efterspørgslen efter sexarbejdere er forudsætningen for fænomenet.

Tilhængerne af et sexkøbs-forbud vil enten før eller efter forbuddet indføre sociale hjælpeforanstaltninger til at bakke op om sexarbejderne. Hidtil har den blå blok forhindret et sexkøbs-forbud, men nu får debatten formentlig ny energi, da alle partier i rød blok enten har besluttet at indføre et forbud eller har stærke stemmer til fordel for et forbud. Dog er spørgsmålet blevet sparket til hjørne i det nye regeringsgrundlag, hvor det i stedet fastslås at spørgsmålet skal undersøges tilbundsgående.

Sex og samfund
Internationalt raser debatten om sexarbejde, og forskellige lande indfører forbud eller går den anden vej og sikrer sexarbejdere rettigheder. I Irland startede en kampagne til fordel for et forbud med sloganet ’Sluk de røde lygter’, hvorefter en lokal sexarbejderorganisation igangsatte en modkampagne med sloganet ’Sluk de blå blink’. Uforsonligheden i debatten er et gennemgående træk, og det er ikke mærkeligt, da det dybest set handler om rettigheder, pligter, handlemuligheder og statskontrol i moderne samfund. Spørgsmålet om et sexkøbsforbud er også et spørgsmål om, hvilket samfund vi gerne vil have.

Forbudstilhængernes hævder, at det er første gang nogen har udpeget kunderne frem for sexarbejderne som problemet. Det passer ikke. I 1961 indførte det danske folketing et forbud mod homoseksuelle sexkunder, hvis den anden part var under 21 år. Forholdene i 1960’erne kaster et interessant lys over dagens debat. Vi får nemlig meget lidt at vide af forbudstilhængerne om, hvordan et forbud skal iværksættes og hvilke konsekvenser det kan tænkes at få.

Den grimme lov
I 1950’erne rasede en debat om homoseksuelles ’forførelse af den mandlige ungdom’. Trækkerdrenge, hvilket som oftest var værnepligtige ude efter oplevelser og lommepenge, var dengang et velkendt syn på Rådhuspladsen eller i Pisserenden. De var ofte teenagere eller lidt ældre, og adskillige aviser skrev indignerede artikler om de homoseksuelle mænds skamløse jagt på nationens ungdom.

Politiinspektør Jens Jersild fra Sædelighedspolitiet skrev bøger om, hvordan homoseksuelle oplevelser gjorde de unge fyre asociale, arbejdssky, parasitiske og ikke mindst – homoseksuelle. De homoseksuelle mænd selv rasede over den forskelsbehandling, der lå i, at lavalderen for homosex var 18 år, mens den var 15 år for heterosex og skrev, at det var dem, der var ofre for de unge fyres tilnærmelser, tyverier og vold.

’Den forbandede barnepige-mentalitet, som opretholdes for vores penge, ønsker vi ad Helvede til’, skrev Helmer Fogedgaard, redaktør for det homoseksuelle blad, Vennen.

Resultatet af 50’ernes debat blev en lov, der gik målrettet mod den homoseksuelle prostitution ved at kriminalisere forhold for penge eller gaver til en af samme køn under 21 år. Loven blev kendt som ’den grimme lov’.

Loven førte til at gadebilledet blev et minefelt for homoseksuelle og alle de andre, der dengang færdedes på den homoseksuelle scene. Unge fyre havde dengang ikke mange penge mellem hænderne, og som en fyr fortæller, så kunne han invitere sin pige ud om fredagen, hvis han var gået med en homoseksuel om torsdagen. Fyrene ser ikke ud til at have de store kvababbelser over forholdene, men sociale myndigheder og politi var som sagt bekymrede for deres fremtid som ærlige – heteroseksuelle – borgere.

Overvågningssamfund
Den 5. september 1961 stod to politifolk i civil på Rådhuspladsen, og havde kig på en 16-årig ung mand, der cirklede om det underjordiske toiletanlæg. Betjentene kunne se, at han fik henvendelser fra flere homoseksuelle. Kl. 11 om aftenen kan de se, at han taler med en mand, hvorefter de går til mandens hotel.
Politiet følger efter, og sidder i deres bil og venter uden for hotellet i 7-8 timer. Kl. kvart i syv næste morgen kommer den unge fyr ud og politiet passer ham op, og han indrømmer på stedet, hvad der var sket. Denne historie er typisk for forholdene i en overvåget by, hvor frivillige forhold er potentielt kriminelle. Politiet lod som regel forholdet udspille sig, hvorefter de skred ind. Ellers ville det være svært at bevise sagen.

De mænd, der havde forbudt sig mod ’den grimme lov’ måtte kigge sig over skulderen en, to og tre gange. Politiet stod i baggårde og opgange, beværtere blev truet med lukning hvis de tillod ’trækkerdrenge-typer’ på deres restaurationer, og når politiet fangede en trækkerdreng kunne han vælge mellem op til to års fængsel for prostitution, eller give navne og adresser på alle de mænd han havde været sammen med. Mange valgte det sidste.
Politiet kunne dernæst troppe op på Hr. Hansens eller Hr. Nielsens bopæl og udspørge ham om forholdet til denne unge mænd, der stod sammen med politiet. I en sag må en desperat hustru til afhøring, og sidde og give detaljer om deres ægteskabelige sexliv for at klarlægge, om manden er homoseksuel, og dermed formentlig havde haft uærlige intentionen med den unge fyr, han havde ladet sove i hjemmet et par weekender før.

Socialpolitik frem for kriminalpolitik
Loven blev afskaffet i 1965 under den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen efter massiv kritik fra kulturradikale, psykiatere, journalister, politikere og homoseksuelle aktivister. Særlig det radikale folketingsmedlem Else-Merete Ross gjorde sig bemærket som en stærk stemme mod loven. Socialpolitik skal erstatte kriminalpolitik, sagde man fra da af. Politiet skulle ikke sendes ud for at løse de sociale problemer, der måtte være i forbindelse med mandlig (eller kvindelig) prostitution.

Sluk de blå blink
De seneste ti år er sagen kommet på den politiske dagsorden igen, særligt som en feministisk mærkesag, og et spørgsmål om mænds problematiske seksualitet. Det har ført til den paradoksale situation af mange indenfor Det radikale venstre og de røde partier vil skrue de blå blink på igen, og løse socialpolitik med retspolitiske midler. De borgerligt-liberale, der traditionelt har kæmpet for strammere kriminalpolitik og gjort nar af venstrefløjens ’blødsødenhed’, har derimod været bolværk mod et sexkøbs-forbud.

Som sagt er sexkøbsforbuddet blevet sparket til hjørne i det nye regeringsgrundlag, og den bebudede undersøgelse i samme grundlag er samtidig en mulighed for centrum-venstrefløjen til at gentænke den uheldige tendens til forbudstænkning, der desværre har gjort sit indtog på flere områder.

Er det virkelig rød blok, der vil sende politiet ud for at løse sociale problemer? Fortælle kvinder hvordan de må gebærde sig med deres krop? Skal vi se en socialdemokratisk justitsminister sekunderet af de Radikale, der vil indføre et generalforbud mod sexarbejde, som et djævlebillede på den lydhøre K. Axel Nielsen og den modige Else-Merete Ros?. Når et forbud mod homoseksuelle prostitutionskunder til parter under 21 år blev kaldt ’en grim lov’, ved jeg slet ikke, hvad vi skal kalde et generalforbud – man fattes ord.

Historien kan ikke fortælle os, hvad vi skal gøre i dag. Talrige undersøgelser af prostitueredes forhold, psyke, valgmuligheder og barndomsoplevelser kan heller ikke give os svaret, men kan højst korrigere vore holdninger. Historien kan hjælpe os med at visualisere forskellige samfund, og få os til at reflektere over forskellige muligheder. I sidste ende må vi tage stilling selv. Jeg har taget stilling. Sluk de blå blink.