En anti-feminists bekendelser

Idag har Damerne fået besøg af Erik Hansen-Hansen, der besvarer spørgsmålet: “Er du anti-feminist og hvorfor?”. Vi byder alle velkomne til damefrokost her midt i efterårskulden. Velbekomme!

Damerne har bedt mig svare på, hvorfor jeg kalder mig selv antifeminist. Det gør jeg egentlig ikke, men det er der mange andre der mener, at jeg gør. Men Damerne og de andre har ret i, at jeg anser mig selv for at være indædt modstander af den brede nutidsfeminisme, det jeg ynder at kalde for mainstream-feminismen. Dette faktum kan med en vis rimelighed udlægges til at jeg er anti-feminist. For selvom der eksisterer særlige nicher af feminisme, som jeg finder mig på linie med, så mener jeg, at det er mainstream-feminismen der i dag er institutionaliseret i samfundet, hvorfor den i praksis er lig med feminismen.

De særlige nicher af feminisme som jeg kan tilslutte mig, er kendetegnet ved, at de ikke deler mainstream-feminismens axiomer, altså de grundlæggende antagelser som er fundamentet for mainstream-feminisme. Jeg er helt på det rene med, at feminismen har en historie, og at de axiomer der i dag er dominerende i feminisme-systemet, ikke nødvendigvis var de samme i den feministiske tænkning der f.eks. eksisterede for 100 år siden i USA. Men man kan logisk set ikke have et tankesystem med et sæt axiomer som også inkorporerer de modsatte axiomer, uden at dette tankesystem er i en slags selvmodsigende ubalance. Det ville være umuligt, at argumentere igennem sådan et tankesystem.

Man kan f.eks. ikke i dag meningsfuldt sige, at man tilhører en særlig niche af Kommunisme som hylder en fri markedsøkonomi. Det fordi, at axiomerne i den politiske ideologi Kommunisme er kendetegnet ved at stå i modsætning til fri markedsøkonomi. Man kunne selvfølgelig godt omdefinere ordet Kommunisme, så det dækkede dets modsætning, og gennem tid sker det, at nogle ord opnår en helt anden betydning end den de havde på et andet historisk tidspunkt. Men indenfor en epoke er det problematisk, hvis man vil anvende et udbredt tankestystem på en måde der står i modsætning til dette udbredte tankesystems axiomer. Trykket er her på ’udbredt’, altså den måde som dette tankesystem manifesterer sig på i bredden, blandt flertallet, i institutionerne.

Jeg erklærer mig således her for at være anti-feminist med det forbehold, at der findes små nicher af feminisme, som jeg ikke er uenig med. Men disse nicher er i konflikt med den brede feminismes axiomer, hvorfor jeg mener, at mennesker der hylder disse nicher burde afstå fra at bruge betegelsen feminisme. Jeg kan godt forstå, hvorfor personer der tilhører disse nicher af feminisme, ønsker at blive associeret med termen feminisme. Det er fordi feminisme i dag af manges opfattes som værende lig med et tankesystem/bevægelse der vil det godt for kvinder. Hvem kan sige, at de ikke vil det godt for kvinder ? Kvinder er jo halvdelen af jordens befolkning, halvdelen af et individs familie, halvdelen af et individs børn.

Som anti-feminist skal man være indstillet på at modstå beskyldninger fra feminister om, at man er imod, at kvinder har det godt. En anti-feminist skal turde tage opgøret med den brede feminismes axiomer. Altså man skal være villig til at argumentere for, at det brede feministiske tankesystem ikke står for noget der er positivt, hverken for kvinder, mænd eller det brede samfund. Det er min position.

Feminismens axiomer

Jeg vil nu forholde mig kritisk til det jeg påstår er de centrale feministiske axiomer. Jeg mener, at disse axiomer eksisterer som selvfølgeligheder i tidens feministiske ideologi, og derfor er de også at finde som fundament for de organisationer der bedriver professionel feminisme, det jeg kalder den bureaukratiserede feminisme. Hermed tænker jeg på dele af EU systemet, dele af FN systemet (f.eks. doktrinen CEDAW – Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women), dele af Nordisk Ministeråd, offentlige institutioner som Minister For Ligestilling, meget af den universitære kønsforskning i Danmark, f.eks. RUCs Center for Ligestillingsforskning, interesseorganisationer som Kvindeligt Selskab, Kvinderådet, Selskab For Ligestilling (før Kvindeligt Selskab) og KVINFO.

Axiom nr. 1

Kvinder er undertrykt, underforstået i forhold til mænd. At det er sværere at være kvinde end at være mand, at kvinder diskrimineres af samfundsstrukturer evt. af mænd. Og i udvidet forstand, at kvinder derfor har brug for en institutionel hjælpende hånd, typisk i form af statsstøtte – direkte i form af økonomisk hjælp, indirekte i form af social ingeniørkunst, at bureaukrater forsøger at styre menneskers adfærd i samfundet til kvinders favør.

Dette er fundamentet bag den såkaldte Kønsmainstreamingspolitik (fra engelsk gender mainstreaming) som Danmark er forpligtet til at opfylde, på grund af vores EU medlemsskab. Europa-Kommissionen har defineret Gender Mainstreaming som en officiel EU mærkesag, f.eks. defineret i ’The Strategy for equality between women and men (2010-2015)’.

Europa-Kommissionen signalerer klart, at EU arbejder ud fra Axiom nr. 1 når det kommer til kønsperspektiver, her fra ’Beskæftigelse, sociale anliggender og ligestilling’ 28/06/2010, de fem første linier indleder således:

”Equality between men and women is regarded as a fundamental right by the European Union.

However, despite significant progress in recent decades, women still struggle for equality at work and in other areas of life. A new European Institute for Gender Equality recently opened for business, which will add weight to the EU’s existing efforts to combat discrimination.”

Og i det førnævnte dokument ’The Strategy for equality between women and men (2010-2015)’ specificeres dette undertrykkelsesperspektiv yderligere med følgende påstande:

• The employment rate of women increases but remains lower than men’s, although women represent a majority of students and university graduates.
• Women continue to earn on average 17.8% less than men for every hour worked and this figure remains stable.
• Women are still very under-represented in economic and political decision-making positions, although their share has increased over the last decade.
• The division of family responsibilities is still very unequal between women and men.
• The risk of poverty is higher for women than for men.
• Women are the main victims of gender-based violence and women and girls are more vulnerable to trafficking of human beings.

Kort og godt, man ser på verden gennem et feministisk offer-perspektiv, man leder efter kønsmæssige asymmetrier, men man nævner kun de forhold, hvor kvindekønnet forekommer at være negativt repræsenteret. Jeg har tidligere lavet forskning omkring kønsasymmetrier, og derfor forekommer det mig aldeles utroværdigt, når jeg læser sådan noget i et officielt EU dokument. Det viser sig nemlig, at der eksisterer en række lignende negative asymmetrier for mænd i Danmark, EU og USA. Men det står der ikke noget om i det politiske udgangspunkt for EUs Kønsmainstreaming.

Den amerikanske kønsforsker Warren Farrell påstår i bogen The Myth of Male Power (2nd edition fra 2001), at den mandlige magt i dag er en myte. Reelt er mandekønnet i de moderne samfund snarere et afhændelelseskøn. Mænd har ikke brug for en Equal Employment Opportunity Commission, men en Equal Life Opportunity Commission, og den skal udviske følgende ti områder, hvor der i øjeblikket eksisterer en tydelig mandlig overrepræsentation:

1) Selvmord – ifølge Farrell er selvmordsforholdet i USA mellem piger og drenge 1:2 ved 10 til 14 år, 1:4 ved 15 til 19 år og 1:6 ved 20 til 24 år.  Data fra Danmarks Statistik viser, at i perioden 1981-2001 var den gennemsnitlige selvmordshyppighed større for mænd end for kvinder, 65% selvmord blev begået af mænd. For de unge er situationen endnu værre for det køn der ikke besidder æg: I gruppen 10-14 årige står drengene for 87% af selvmordene i gennemsnit henover hele perioden, 76% i gruppen 15-19 årige og 78% i gruppen 20-24 årige.

2) Fængslinger – Kriminalforsorgens data viser, at i perioden 1995-2004 var andelen af kvinder der sad i danske fængsler mellem 5% og 10%, i England er forholdet ca. det samme.

3) Hjemløse – statistik fra Den Sociale Ankestyrelse viser ca. ¾ af beboer på herberger for hjemløse er mænd. Samme forhold gælder for England og Frankrig, hjemløshed er især et mandligt fænomen.

4) Dødsprofessioner – 94 % af dødsforekomster på arbejdspladser i USA vedrører mænd. Ifølge Arbejdstilsynet ser situationen i Danmark sådan ud: I perioden 2000-2005 var der 300 dødsulykker der ramte mænd mens 25 der ramte kvinder. Af andre alvorlige ulykker ramte 20.723 mænd mens 9.437 ramte kvinder kvinder. Af andre ulykker ramte 148.805 mænd mens ramte 90.500 kvinder.

5) Sygdom – i USA dør mænd tidligere end kvinder af de 15 mest hyppige sygdomme

6) Snigmord og gidseltagning

7) Henrettelser

Værnepligt – en obligatorisk værnepligt der kun er obligatorisk for mænd må opfattes som en ’slaveregistrering’

9) Krig

10) Tidlig død, mænd i vesten lever i gennemsnit kortere end kvinder. Danmarks Statistik viser, at middellevetiden i Danmark ser sådan ud (2006/07): mænd 75,9 år versus kvinder 80,5 år.

Ydeligere vil jeg selv tilføje følgende punkter til listen:

11) Drab – Rispolitiets årstabel 2000-2005 viser, at af alle drab foretaget i Danmark i perioden, var 60% af ofrene mænd.

12) Vold – En større undersøgelse om volden i Danmark i perioden 1995-2005 foretaget af Justitsministeriet, Københavns Universitet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd, viste, at mænds risiko for at blive ramt af vold er 50% større end kvinders, men desværre kan man ikke se data for farlig og invaliderende vold i undersøgelsen.

Statistik over 20 lande viser, at det at være mand nu i sig selv udgør den største enkeltstående demografiske risikofaktor for tidlig død i de udviklede lande.

13) Pension – Selvom kvinder lever længere end mænd, så er de ikke længere på arbejdsmarkedet end mænd er, men de modtager mere i pension gennem livet end mænd gør. Og mænd tvinges til at støtte kvinder i ATP og arbejdsmarkedspensioner, da mænd gennemsnitligt betaler mere end de får tilbage, mens det for kvinder forholder sig modsat. Hvis Minister For Ligestilling gav sig til at regne på de asymmetrier det skaber henover et liv, så ville hun opdage, at der er tale om et meget stort beløb som den gennemsnitlige mand overfører til den gennemsnitlige kvinde. Dette kan passende sammenholdes med EU listens påstand om, at kvinder i gennemsnit tjener 17.8% mindre af hver time de arbejder i forhold til mænd.

14) Offentlige indkomstoverførelser – Selvom kvinder i Danmark arbejder mere på deltid, har flere sygedage, går tidligere på pension og arbejder færre timer end mænd gør, så forbruger de langt flere offentlige indkomstoverførelser og serviceydelser end mænd gør. Velfærdskommissionen udgav i maj 2004 en stor analyserapport der viste, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler mens en gennemsnitlig nyfødt dreng kan forvente at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv.

15) Kontrol over reproduktion og afkom – Når kvinder i Danmark bliver skilt får de statistisk set kontrollen over deres afkom og de medfølgende offentlige tilskud. I den nedre del af samfundet, kan det faktisk være en økonomisk fordel for kvinder at blive skilt fra deres mænd og i stedet lade sig forsørge gennem offentlig tilskud, at blive gift med Staten snarre end med en mand. Isoleret set er statens omfordelinger med til at promovere skilsmisser i de mindre velstillede dele af befolkningen.

Hvis man sammenligner Farrells liste, som jeg har udvidet med data for Danmark og ekstra punkter, med den liste som EU indleder sin ’Strategy for equality between women and men (2010-2015)’ med, så bliver en del af EU-listens punkter ret problematiske. Yderligere er det nærliggende at antage, at forskellen på de asymmeterier jeg har fremført ovenfor og EUs kvindelige offerperspektiv, vidner om en propagandistisk EU fremstilling af de strukturelle kønsasymmetrier i Europa. Det er tydeligt, at EU kigger på verden gennem et kvindeligt offer-perspektiv, det perspektiv som feminismen står for. Selvom det på de brede linjer, i de mest vigtige livsaspekter, levealder, reproduktion, sygdomme og død, er mænd og ikke kvinder, der i dag er negativt repræsenteret, så formår EUs Kønsmainstreaming at vende tingene på hovedet: Kvinder er ofre og må frigøres gennem institutionel social ingeniørkunst.

Axiom nr. 2

Feminismen opererer med en kønsklassedikotomi, ideen om at kvinder som et hele kan betragtes som en kønsklasse der har særlige kønsklasseinteresser i forhold til mænd. Dette teoretiske greb stammer fra 1970’ernes venstreintellektuelle feminisme der lod sig inspirere af marxismens klassebegreb. Hvor proletariatet i marxismen anses for at være undertrykt af den herskende klasse af kapitalister, er det i feminismen blevet til kvinder der er undertrykt af den herskende klasse mænd.

Da jeg ikke betragter mig selv som Socialist, har jeg det som udgangspunkt svært med den materialistiske kapitalismekritik som marxismen står for, herunder ideen om, at den vigtigste politiske karakteristik for menneskelighed ligger i en persons relation til produktionsformen. Jeg tror ikke på en politisk økonomi baseret på et organiseret fællesskab, f.eks. Staten, der ejer produktivmidlerne og beslaglægger den samlede mængde kapital i samfundet, og hvor samme fællesskab bestemmer, hvad der skal produceres, hvem der skal producere det, hvem der skal modtage de producerede produkter og hvordan de skal forbruges. Jeg anser en planøkonomisk tilgang til resourceallokering i samfundet for at komme til kort overfor en markedsøkonomisk organisering. Friedrich Hayek beskrev hvordan markedet fungerer som en mekanisme der koordinerer hele den decentraliserede viden der deles af alle markedsdeltagerne men som aldrig vil kunne blive effektivt kommunikeret direkte.

Fri markedsøkonomisk progression er resultatet af individer der handler for at maksimere deres egen velbefinden, individer der leder efter profitmuligheder og gennem entreprenøriske og produktive aktiviteter tilbyder servicer og produkter gennem frivillig markedsudveksling. Jeg finder, at historien beviser, at markedsøkonomi skaber det bedste miljø for entreprenøriske aktiviter, effektive ressurceallokationer og derved højest velstand for hele samfundet, mens statslig planøkonomi undergraver økonomisk progression. Hvis jeg ser bort fra det økonomiske argument for en markedsøkonomisk tilgang til effektiv ressourceskabelse i samfundet, så mener jeg yderligere, at Murray Rothbards filosofiske kritik af kollektivismens forhold til ejendomsret og udveksling, udgør et stærkt argument mod socialistisk samfundsorganisering: ideen om at enhvert individ har ret til at eje sin ligelige andel af alle andre, men ikke har ret til at eje sig selv, er absurd.

”Universel og ligelig ejerskab af andre er utopisk og umulig, og overvågning og derfor kontrol og ejerskab af andre må nødvendigvis hvile på en specialiseret gruppe af mennesker , der derved bliver en klasse af herskere”  (34-35).

Min mistillid til marxistisk økonomisk analyse og kollektivistisk ressourceallokering i samfundet, fører til en endnu større mistillid til den feministiske kønspolitiske ideologi der har rod i en forvrængning af marxismens klassetænkning. Den feministiske kønsklassetænkning opererer med begrebet Patriarkatet, der forenklet set henviser til hvide, vestlige, heteroseksuelle mænd i kapitalismens tjeneste der er defineret som krænkere mens alle kvinder og ikke-vestlige kulturer er ofre. Det feministiske projekt drejer sig om at fjerne Patriarkatet, herunder heterosexismen og den heteroseksuelle familie, i det den antages for at være patriarkalsk i sin form. Kønsfeminismen bærer på en heterophobia, altså et had mod heteroseksualitet, hvilket er fremragende analyseret af Daphne Patai.

Axion nr. 3

Der mangler ‘ligestilling’ i samfundet og det rammer kvinder. Begrebet ‘ligestilling’ er sjældent klart defineret, men ud fra den generelle retorik, er det tydeligt, at man sigter efter ‘lighed i resultat’ snarere end ‘lighed for loven’. Det er altså ikke nok, at kvinder og mænd har lige rettigheder og behandles lige af love. Det ligestillingsforkæmpere ønsker er, at samfundet afspejler ‘ligelige distributioner’ af kvinder og mænd indenfor alle jobtyper i samfundet. Det skal forstås som en slags gennemsnitsfetich, der skal være lige så mange kvindelige som mandlige ministre, ligeså mange kvindelige som mandlige professorer, lige så mange kvindelige som mandlige bestyrelsesmedlemmer, osv. Det er sjældent, at feminister anvender ligestillingskravet konsekvent, der er en klar tendens til, at man især søger ligestilling indenfor de mere prestigiøse eller højtbetalte erhvervstyper. Altså ligestilling i toppen af samfundet, og gennemsnitsparametren er køn. Man hører ikke feminister kræve, at halvdelen af vejarbejdere eller lastbilschauffører bør være kvinder.

På overfladen baserer retorikken sig på en slags socialismeideal, men ved nærmere eftersyn, kan der ikke være tale om socialisme. At kræve at forskellige indkomstklasser afspejler ligelige gennemsnitlige kønsfordelinger, kan ikke være socialisme. En klassebaseret socialisme er en selvmodsigelse, da det socialistiske ideal drejer sig om at opnå det klasseløse samfund. Reelt må der være tale om et slags meritokratisk ideal, altså en styreform, hvor intelligens, kompetence og ydelse er grundlaget for magtfordeling og status, koblet med køn som en styrende parameter: alle uddannelser bør have et lige antal af kvindelige og mandlige studerende, og i næste led, alle jobtyper bør besiddes af lige mange kvinder og mænd. Som nævnt forekommer dette feministiske meritokrati primært at dreje sig om jobtyper i den øvre halvdel af samfundet.

Nogle ligestillingsforkæmpere ‘nuancerer’ deres meritokrati/klassebaserede ligestilling lidt mere, f.eks. med kravet om, at lige lange uddannelser bør føre til arbejdstyper med samme løn. En femårig ingeniøruddannelse bør i resultat være ligestillet med en femårig sygeplejerskeuddannelse, så ingeniører og sygeplejersker med samme uddannelseslængde gennemsnitligt set ender med at opnå samme lønninger.

Det må være klart for de fleste der blot besider en minimal økonomisk forståelse, at sådan en resultatslighed vil kræve en høj grad af planøkonomi. Planøkonomi behøver ikke alene at være et anliggende for socialisme. Man kan sagtens argumentere for planøkonomi ud fra andre idealer, f.eks. meritokrati, fascisme eller royalisme. Planøkonomi betyder, at staten eller en anden central enhed, forsøger at allokere samfundets ressourcer, ikke ud fra udbud og efterspørgsel på frie markeder, men ud fra autoritet og tvang. Som økonomen Ludwig von Mises har beskrevet det, ‘når først den økonomiske frihed som markedet tilbyder dets aktører er fjernet, da bliver alle politiske friheder og rettigheder humbug’ (p. 284).

Axiom nr. 4

Kønsforskel er hovedsageligt en social konstruktion. I forbindelse med feminisme, hænger dette sammen med den teoretiske position som på engelsk går under betegnelsen gender feminism, på dansk kønsfeminisme. Ideen om at mennesket fødes kønsneutralt og derefter oplæres i kulturelle kønsroller, kan igen og igen findes i feministiske publikationer, og de fejlagtige teorier er desværre også yderst udbredte på universiteternes humanistiske og socialvidenskabelige afdelinger.

Kønsfeminismen står i en teoretisk gæld til den meget bredere videnskabsteoretiske position der kaldes socialkonstruktivismen, troen på at menneskelig adfærd alene er kulturelt tillært. Jeg mener, at de kulturalistiske teser om, at mennesket fødes med en tom bevidsthed, tabula rasa, i dag forekommer usandsynlige. Der eksisterer alt for meget eksperimentelt og empirisk verificeret forskning, indenfor evolutionær psykologi, biologi, hormonvidenskab, neurovidenskab, genetik og antropologi om menneskelige universalisser, der peger på, at biologiske og nedarvede forskelle spiller stærkt ind på menneskelig adfærd.

Adfærdsmæssige kønsforskelle som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed, partnerskabspræferencer med meget mere, kan ikke blot reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget.

Feminisme som rent-seeking

Efter at have forholdt mig kort til fire af feminismens axiomer, vil jeg slutte med at give mit bud på, hvorfor feminismen i dag er så udbredt, selvom den er baseret på fejlagtige grundantagelser. Jeg mener, at en væsentlig del af forklaringen har at gøre med det begreb der i økonomi kaldes for rent-seeking. Begrebet blev navngivet af den amerikanske økonom Anne Krueger i en artikel i 1974.

Hun havde opdaget, at nogen af de klogeste og dygtigste mennesker i Indien ikke beskæftigede sig med at skabe økonomisk produktivitet, de udarbejder derimod statsregulationer som i sidste instans medførte, at de selv kunne opnå rigdom. Ifølge den amerikanske økonom Randall Holcombe indebærer rent-seeking, at individer anvender staten til at opnå private fordele ved at overføre ressourcer væk fra andre. Hvis et firma i en markedsøkonomi møder konkurrence fra et udenlandsk firma, må det forsøge at styrke sin effektivitet og gøre sine produkter mere attraktive for forbrugere, hvis ikke det vil miste terræn. Men hvis det i stedet for at højne sin egen produktivitet er i stand til overtale staten til at opføre en form for handelsbarriere eller regulation, kan det holde konkurrenten væk og opnå fordele gennem statsmagt.

I eksemplet skader statsregulationerne ikke alene det udenlandske firma, men også de hjemlige forbrugere. De mister mulighed for gennem markedskonkurrence at modtage billigere eller bedre produkter. Og værre endnu, det sender signaler til andre entreprenører om, at det bedre kan betale sig, at opnå profit gennem rent-seeking på andres beskostning, end gennem produktiv markedsadfærd. Muligheder for rent-seeking ‘skaber et incitament for mennesker til at kanalisere deres entreprenøriske aktiviteter væk fra produktive aktiviteter, over mod aktiviteter der samlet set er skadelig for økonomien’, skriver Holcombe.

Min påstand er, at feminisme i dag fungerer som et redskab for rent-seeking i et økonomisk system der er dybt infiltreret af uproduktivt statsbureaukrati. Stærke aktører, der især tilhører den akademiske vidensklasse, forsøger gennem en strategisk anvendelse af feminismens teori om kvindeundertrykkelse, at gennemføre en statsreguleret adfærdskontrol som kanaliserer (offentlige skatteyder) ressourcer og karrieremuligheder over til dem selv. Mens magten i de industrielle samfund var baseret på ejendom, da er den administrative stats postindustrielle politikker baseret på viden og et højt uddannelsesniveau. De politiske dagsordensættende lag i samtiden har udgangspunkt i universiteterne og i de videnskabelige miljøer, mennesker der besidder abstrakt universitær viden som deres primære aktiv. Den universitetsuddannede vidensklasse består typisk af politikere, administratorer, forskere, jurister og interessegrupper – mennesker der betales høje lønninger gennem de skatteindtægter som de beslaglægger fra de meget bredere grupper af mennesker som de er med til at bestyre. Læg hertil det faktum, at vælgermajoriteten til politiske valg i dag udgøres af kvinder, og det bliver klart, hvorfor det er ekstra attraktivt at bejle til de brede mængder af kvinder, som i højere grad end mænd er offentligt ansat: I er undertrykt men stem os ind, og vi vil omfordele samfundets ressourcer, så i alle bliver ligestillet.

Erik Hansen-Hansen er Ph.d i Design, Forskningsadjunkt, underviser i design og ejer af firmaet Hansen-Hansen.com der laver visuelle produktioner og konsulentarbejde indenfor mode og luksus. 

Tags: anti-feminist, Erik Hansen-Hansen, Eu, gender mainstream, kapitalister, Ligestilling, quality